Alternativ behandling i Europa

I 1994-95 udarbejdedes en rapport om alternativ behandling i Europa på initiativ af Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende Alternativ Behandling.
Den beskikkede opgave var at samle og formidle dokumenteret information vedrørende udbredelse, brug og effekt af alternativ behandling i EU og Norden.

Mere specifikt ønskedes en belysning af:

• udbredelse og brug af alternative terapiformer i forskellige lande - såvel blandt patienter som behandlere
• lovgrundlag og retspraksis i relation til alternativ behandling
• teorier og teknologier i udvalgte alternative behandlingsformer
• effektundersøgelser for udvalgte alternative behandlingsformer
• danske forhold i internationalt perspektiv

I denne artikel præsenteres sammenfatning af materialet med særligt henblik på vurdering af danske forhold vedrørende alternativ behandling i internationalt/europæisk perspektiv. Selv om det er nogle år siden, materialet er indsamlet og analyseret, er der endnu ikke kommet nyere samlede rapporter over situationen vedrørende alternativ behandling i Europa, og informationerne kan derfor stadig have relevans.

Forbruget af alternativ behandling varierer i de europæiske lande. For de lande, hvor der foreligger data om procentdele af befolkningen, der har brugt alternativ behandling på et eller andet tidspunkt i deres liv, viser opgørelser, at dette er tilfældet for mellem 20% og 70% af befolkningerne.

Danmark ligger i denne sammenhæng i den nedre del af skalaen med ca. 25% af befolkningen, der har prøvet alternativ behandling, sammen med resten af Skandinavien og Storbritannien. I lande hvor der stadig praktiseres 'traditionelle' behandlinger (som f.eks. Finland) og i lande, hvor alternative behandlingsformer fortrinsvis udøves af læger (som i mellem- og sydeuropæiske lande), har relativt større dele af befolkningen prøvet noget alternativt.

For de lande, hvor der er rapporteret om nyligt eller regelmæssigt brug af alternativ behandling, spænder den angivne procentdel af befolkningen fra 7% (inden for de sidste 3 år) over 9% (inden for de sidste 3 måneder) til 46% (inden for det sidste år). Det er imidlertid umuligt at foretage direkte sammenligninger mellem størrelser, der refererer til så forskellige tidsintervaller. Hvis vi begrænser os til de lande, for hvilke der foreligger oplysninger om forbruget indenfor de sidste 12 måneder (eller regelmæssigt) ligger procentdelene mellem 10% og 46% af befolkningen. Danmark rangerer (med ca. 10% i 1987 og ca. 15% i 1994) blandt lande med lavt forbrug af alternativ behandling i opgørelser af denne type.

På grund af meget forskelligartede undersøgelsesdesign, både med hensyn til tidsintervaller, konkrete spørgsmål og hvilke behandlinger, der inddrages som ”alternative” i de enkelte lande, er det p.t. umuligt, at skabe et klart billede af udbredelsen af alternative behandlingsformer. Hvis der ønskes klarere og mere sammenlignelige opgørelser over forbruget af alternativ behandling, er det derfor nødvendigt, at der udvikles et fælles-europæisk undersøgelsesdesign på dette område.

Samtlige undersøgelser af befolkningernes holdning til alternativ behandling viser, at langt flere end dem, der aktivt bruger alternativ behandling, har tiltro til, at disse behandlingsformer kan være virkningsfulde og relevante. Mellem 50% og 90% af de europæiske befolkninger har en positiv holdning til alternativ behandling. Desuden viser undersøgelser baseret på patienternes evaluering af konkrete alternative behandlingsforløb, at 60%-80% erfarer positive virkninger overfor det problem, de søgte behandlet. Danske undersøgelser afviger ikke herfra.

Der er nogen variation med hensyn til, hvilke former for alternativ behandling, der er de foretrukne i de enkelte lande. Nogle behandlingsformer er dog gennemgående blandt de mest anvendte. Det gælder bl.a.:

• akupunktur
• homøopati 
• urtemedicin
• forskellige former for manipulativ behandling (kiropraktik o. lign.).

Andre behandlingsformer synes at have slået igennem visse steder, men knapt så meget andre. Det gælder f.eks.:

• antroposofisk medicin, der er relativt udbredt i Tyskland og Norge
• zoneterapi, der er udbredt i Skandinavien og Schweiz
• spirituel healing, der nyder en vis udbredelse i Island, Holland og Storbritannien

Danmark markerer sig i denne sammenhæng som det eneste land, hvor zoneterapi er den mest anvendte form for alternativ behandling, og som et af de få lande, hvor kiropraktik ikke længere betragtes som en alternativ behandlingsform. Bortset fra disse særlige forhold, ligger den danske befolknings valg af alternative behandlingsformer tæt op ad andre europæiske befolkningers.

Der tegner sig gennemgående tre temaer i patienters motiver for at vælge alternativ behandling:

• Et specifikt helbredsproblem, der ofte er kronisk.

• Utilfredshed med tilgængelige konventionelle behandlinger. Herunder særligt manglende helbredende effekt og frygt for bivirkninger.

• Sympati for kvalitative aspekter af alternative behandlingsformer. Herunder særligt at behandlingen betragtes som naturlig, blid og/eller holistisk, og at der i den kliniske situation ofte er mere tid, større lydhørhed overfor patienten og mere ligelig ansvarsfordeling mellem patient og behandler end i konventionel behandling.

Disse tre typer af motiver synes også at være fremtrædende blandt danske brugere af alternativ behandling.

De få oplysninger, der foreligger om forbruget af alternativ behandling i økonomisk henseende, muliggør ikke sammenligninger. De indikerer dog, at alternativ behandling udgør en økonomisk faktor, som er mindre end konventionel behandling men ikke uden markedsøkonomisk betydning.

I langt de fleste lande dækker offentlige og/eller private forsikringsordninger udvalgte former for alternativ behandling, særligt akupunktur og homøopati. Det forudsættes dog i de fleste tilfælde, at behandlingen er udført af en læge eller anden autoriseret behandler. I Danmark gives der tilskud til kiropraktik og akupunktur, når de udføres af kiropraktorer eller læger, fra såvel den offentlige sygesikring som sygekassen Danmark.

Alle undersøgelser, der belyser hvorvidt brugerne ønsker alternativ behandling dækket af offentlige sygesikringer viser, at et flertal ønsker dette, også hvis behandlingerne udøves af uautoriserede, men kvalificerede, behandlere. I Tyskland og Schweiz foretages i øjeblikket systematiske vurderinger af forsikringsordninger for alternative behandlingsformer.

Både nationalt og internationalt er der behov for yderligere undersøgelse af alternativ behandlings samfundsøkonomiske perspektiver. Emnet er i dag stort set udækket.

Dokumenterede oplysninger om antallet og arten af udøvere af alternative behandling er præget af stor variation og er næppe dækkende. I de fleste lande findes et ukendt antal uautoriserede alternative behandlere, der ikke er registrerede og kun i begrænset omfang er tilknyttet faglige organisationer. Det faktiske antal af alternative behandlere må derfor i næsten alle lande antages at værre større end de opgivne tal.

Antallet af alternative behandlere tilknyttet alternative behandlerforeninger eller registreret i alternative registreringsordninger spænder fra godt 600 (i Finland og Schweiz) til 4000 (i Holland). I Danmark var der i 1990 registreret ca. 2500 alternative behandlere i Sammenslutningen af Alternative Behandleres register.

I Tyskland og to schweiziske kantoner eksisterer officielt anerkendte registreringsordninger for alternative behandlere. Der foreligger kun opgørelser over antallet af registrerede lægbehandlere i en af de schweiziske kantoner, hvor der i 1994 var 66 registrerede heilpraktikere og ca. 150, der har haft klinik fra før registreringsordningen blev indført.

For fire lande opgives procentdel af praktiserende læger, der anvender alternative behandlingsmetoder i deres praksis. Denne spænder fra 36% (i Frankrig) over ca. 50% i Holland og Danmark til 70% (i Tyskland). Med min. 50% af danske praktiserende læger, der anvender alternative behandlingsformer i deres praksis, befinder Danmark sig midt i spektret i denne henseende.

Der er imidlertid stor forskel på, hvilke alternative behandlingsformer der er populære blandt læger. I Danmark er akupunktur således relativt anvendt i almen lægepraksis (21% af de praktiserende læger anvender denne behandlingsform), mens hollandske praktiserende læger ikke anvender akupunktur i stort omfang (4%) men til gengæld synes at finde homøopati relevant (40%). I Danmark anvender under 1% af de praktiserende læger homøopati eller anden naturmedicin i deres praksis. Herved adskiller de sig fra praktiserende læger i ikke-nordiske lande, der i langt højere grad anvender sådanne alternative medicinske produkter. Interessen for alternative behandlingsformer synes stigende blandt læger (særlig i almen praksis og specialklinikker) i alle lande.

Det kvantitative forhold mellem lægelige og ikke-lægelige udøvere af alternativ behandling varierer i de enkelte lande. Det skønnes på baggrund af de foreliggende oplysninger, at alternativ behandling fortrinsvis udøves af ikke-læger i Norden og Storbritannien, mens det fortrinsvis udøves af læger i Mellem- og Sydeuropa.

Der er stor variation med hensyn til, hvilke lovgivningsmæssige rammer alternativ behandlingspraksis refererer til i de enkelte lande. Rammerne spænder fra lægeloven (i Belgien, hvor kun læger må behandle) over kvaksalverlove eller andre love, der giver fri ret til at behandle (i Skandinavien og Holland), og fagspecifikke regelsæt (for heilpraktikere i Tyskland og Schweiz samt homøopater og osteopater i Storbritannien) til ingen love eller sædvaneret (i Finland, Frankrig, Italien, Storbritannien og Spanien).

I de lande, hvor ikke-læger har ret til at tage syge i behandling med eller uden officiel registrering, er denne praksis underlagt visse begrænsninger. Med mindre variationer omfatter disse begrænsninger forbud mod at behandle små børn, særligt smitsomme og livstruende sygdomme samt forbud mod brug af særlige teknikker såsom bedøvelse, injektioner, strålebehandling og kirurgi. I enkelte lande, bl.a. Danmark, betragtes akupunktur som et kirurgisk indgreb, der kun må anvendes af læger eller lægers medhjælpere.

Udover eventuelle regulativer for ikke-lægelig behandlerpraksis er der regulativer for autoriserede behandlere, der i større eller mindre grad giver frihed til valg af behandling. I de fleste lande kan læger frit vælge enhver teknik til diagnose og behandling, som kan forsvares fagligt og etisk, og interne lægelige anklager for brug af alternative behandlingsformer synes at være i aftagende.

Udover regulativer vedrørende alternativ behandlerpraksis er alternative medicinske produkter underlagt visse regulativer. Som respons på EU direktiver vedrørende produktion og salg af homøopatiske midler er disse regulativer blevet revideret i de fleste lande inden for de senere år. Dette er også tilfældet i Danmark. Den gennemgående tendens er, at præparater, der tidligere kunne forhandles uden at være godkendt og registreret af de lokale sundhedsmyndigheder, nu klassificeres som lægemidler og godkendes med hensyn til indhold og produktionsforhold. Der stilles ikke krav om dokumentation for behandlingsmæssig effekt af disse præparater.

Kun få egentlige studier af lovgivning og retspraksis foreligger, og det er vanskeligt at tolke de foreliggende oplysninger om lovgivningen, da der er stor lokal variation med hensyn til, hvilke former for behandling der betragtes som alternative og fagligt forsvarlige. Der spores ligeledes en vis usikkerhed med hensyn til, hvorvidt alternative behandlinger skal betragtes som teknikker, der kan anvendes i større eller mindre omfang af behandlere med eller uden autorisation, eller om det skal betragtes som særskilte behandlingsformer med egen uddannelse og eventuelt autorisationsordning. Generelt er den retsmæssige usikkerhed kommet alternative behandlere til gode i den forstand, at eventuelle illegale behandlere i de fleste lande kun sagsøges, såfremt der er tale om grov uagtsomhed med alvorlig sygdom eller døden til følge. Registreringsordninger for alternative medicinske produkter må ligeledes siges at være lempelige, idet der ikke stilles krav om dokumentation for effekt før markedsføring.

Indtil for nylig er undervisning i alternative behandlingsformer ikke indgået i curriculum for europæiske lægeuddannelser, bortset fra den finske lægeuddannelse der omfatter undervisning i akupunktur. Derudover har en diplom-uddannelse i naturmedicin fra et fransk universitet (Bobigny Universitetet) samt uddannelser til homøopat og osteopat i Storbritannien været statsligt anerkendt gennem en årrække.I de senere år har medicinske fakulteter i en række lande (bl.a. Frankrig, Holland, Schweiz og Tyskland) dog tilbudt orienterende kurser i alternative behandlingsformer og deres grundlæggende teorier. I Tyskland har sådanne orienterende kurser været et obligatorisk led i lægeuddannelsen siden 1992. Orienterende kurser i alternativ behandling under lægeuddannelsen er initieret af ønsker fra de medicinstuderende eller af regeringsdirektiver på baggrund af generelle ønsker i befolkningen.

I en række lande tilbydes desuden diplomkurser i akupunktur, homøopati og /eller urtemedicin for uddannede læger ved flere universiteter, uden at disse nyder statslig anerkendelse. I Storbritannien tilbyder flere universiteter også undervisning i alternative behandlingsformer med særlig vægt på homøopati, urtemedicin og andre naturmedicinske produkter. Der kræves en vis akademisk skoling (ofte svarende til en bachelor grad) for optagelse på disse studier. Disse uddannelser leder ikke til behandlerautorisation, men med den frie ret til at tage syge i behandling, kan personer med eller uden disse uddannelser nedsætte sig som alternative behandlere.

I Tyskland har lægfolk siden 1939 kunnet blive registreret som heilpraktikere efter aflæggelse af eksamen og vurdering af den lokale sundhedsmyndighed. Hverken her eller i de to schweiziske kantoner, hvor lægfolk kan registreres som heilpraktikere eller naturlæger, kræves der en særlig uddannelse, men et særligt vidensniveau, for denne registrering. Autorisationen som heilpraktiker gives efter eksamination ved en regional lægelig instans.

Langt de fleste alternative behandlere er uddannet på private skoler i uddannelsesforløb af en varighed fra nogle få weekends til flere år. I de senere år har der været tiltag til inter-europæisk harmonisering af uddannelserne indenfor en række fag. Særligt uddannelsen til klassisk homøopat synes langt i henhold til fastsættelse af fælles europæisk standard for curriculum og eksamination. Ifølge det foreliggende oplæg skal uddannelsen til homøopat være forbeholdt uddannede læger. I Europaparlamentet har været fremsat forslag om, at alle udøvere af alternative behandlingsformer skal gennemgå uddannelsesforløb i den pågældende behandlingsform af en varighed på minimum 3 år.

I de senere år har alternativ behandling været genstand for nationale udredninger i en række lande (Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Danmark), og i Tyskland, Schweiz og Norge er flerårige forskningsprogrammer på feltet under gennemførelse. Disse forskningsprogrammer koordineres gennem nationale forskningsråd og etablerede medicinske institutioner. Desuden er der i de fleste lande udført større forskningsprojekter og/eller -programmer på baggrund af lokale initiativer, og i flere lande er tværfaglige centre for forskning i alternativ behandling under opbygning.

I 1993-98 virkede under Europakommissionen et program for samarbejde og koordinering af forskning i ukonventionel medicin (COSTAction B4), der omfatter forskning i alternative behandlingsformer indenfor alle videnskabelige og terapeutiske discipliner. I 1994 bevilligede Europaparlamentet desuden midler til forskning i homøopati. Sammen med lokalt initierede internationale netværk for forskning i alternativ behandling (bl.a. International Network for Research on Alternative Therapies med hjemsted på Københavns Universitet) har disse programmer været med til at samle og formidle forskning, der hidtil har eksisteret relativt isoleret og fragmenteret.

Med stigende samarbejde og udveksling mellem forskere såvel nationalt som internationalt er et egentlig forskningsmiljø ved at blive dannet. Forskningen koncentreres dels om afklaring af sociale og kulturelle forhold vedrørende brug og udøvelse af alternativ behandling, dels om naturvidenskabelig grundforskning med henblik på afklaring af virkemekanismer i alternativ behandling, og dels om kliniske forsøg og anden terapeutisk evaluering af en række terapiformer. Indenfor alle discipliner lægges stor vægt på udvikling af metoder, der på een gang tilgodeser grundlæggende krav til forskning og grundprincipper i de pågældende behandlingsformer.

Som udvalgte behandlingsformer til præsentation i denne sammenhæng er valgt akupunktur, homøopati, urtemedicin og spirituel healing. De tre førstnævnte behandlingsformer er valgt på baggrund af deres relativt store udbredelse i Europa. Spirituel healing er ikke udbredt i samme grad, men kan ved sin særlige og anderledes karakter være "god at tænke med" og dermed anspore til nye forståelsesrammer for alternativ behandling.

Akupunktur

Akupunktur stammer oprindeligt fra Kina, men har været kendt i Europa i mindst 200 år. Behandlingsformen vandt særligt europæernes interesse, efter at diplomatiske forbindelser mellem USA og Kina blev reetableret i begyndelsen af 1970'erne, og er i dag en af de mest udbredte alternative behandlingsformer. Akupunktur er også en af de alternative behandlingsformer, der har fundet størst anvendelse indenfor konventionelle behandlingsinstitutioner i Europa.

Akupunktur udføres som regel ved indsættelse af nåle i særlige akupunkturpunkter på kroppen. Disse punkter har også traditionelt været behandlet ved hjælp af manuelt tryk, afbrænding af urter (moxa-behandling), og i nyere tid med laserlys eller elektricitet.

I Europa indgår akupunktur kun i meget begrænset omfang i behandlinger sammensat af traditionelle kinesiske behandlinger. I stedet praktiseres akupunktur enten som enkeltstående behandlingsform i sammenhæng med en række andre vestlige alternative behandlingsformer eller i sammenhæng med konventionelle behandlinger.

Når akupunktur anvendes alene eller sammen med andre alternative behandlingsformer, forklares den ofte ved brug af begreber og modeller fra det kinesiske behandlingssystem, men i en europæisk kontekst sættes de kinesiske begreber og modeller ind i en ny forståelsesramme. Gennem påvirkning af akupunkturpunkterne formoder man at kunne regulere fordelingen af kroppens ”qi”, der i Vesten ofte forstås som en slags elektrisk energi i et særligt kropssystem, der kaldes meridianer. Da meridianerne menes at korrespondere med særlige organer og organsystemer, sigter man mod at påvirke disse organers funktionsevne. Ifølge denne teori kan der ligge forskellige energi-ubalancer bag tilsyneladende ens symptomer, og behandlingen skal derfor altid tilpasses den enkelte patients unikke energimønster.

Når akupunktur anvendes indenfor konventionelle behandlingssystemer, er der imidlertid ofte tale om en forenklet form for akupunktur, hvor patienter med ensartede symptomer gives behandling i samme sæt af akupunkturpunkter. I denne sammenhæng forklares akupunkturen som regel ved modeller, der harmonerer med konventionelle lægelige modeller for kroppen. Man har f.eks. påvist, at akupunktur stimulerer kroppens produktion af beta-endorfiner og andre neuropeptider, samt at behandlingen har en muskelafslappende virkning. I nogle sammenhænge fortolkes akupunkturen som en teknik, der fremmer kroppens homøostase.

Der er udført en lang række kliniske forsøg med akupunktur. Kun en mindre del af disse lever op til lægevidenskabelige idealkrav til klinisk forskning. De indikerer dog en vis effekt ved akupunktur i forhold til en række problemer som for eksempel astma og afhængighed af rusmidler. Da der tilsyneladende er større "subjektivt erfaret" effekt end "objektivt registrerbar" effekt, tilrådes inddragelse af andre parametre for effekt end de normalt anvendte i kontrollerede kliniske forsøg.

Homøopati

Homøopati blev grundlagt af den tyske læge Samuel Hahneman i slutningen af 1700-tallet. Behandlingsformen har siden været praktiseret af et varierende antal læger og andre behandlere i de fleste europæiske lande og optræder i dag blandt de mest brugte former for alternativ behandling i stort set alle europæiske lande.

Inden for homøopatien må skelnes mellem klassisk homøopati som en selvstændig behandlingsform og brug af homøopatiske midler sammen med andre behandlingsformer. 

 klassisk homøopati søger man at finde eet middel, der modsvarer patientens samlede symptombillede, således at hver patient kun ordineres een medicin pr. behandling. I længerevarende behandlingsforløb ændres ordinationen i takt med, at patientens tilstand ændres. Behandlingen er dermed ikke rettet mod afgrænselige sygdomme, men mod patientens samlede tilstand, og patienter med samme lægelige diagnose behandles sjældent ens. Denne behandlingspraksis er i overensstemmelse med Hahnemans oprindelige ideer og praktiseres af en række læger og ikke-læger over hele Europa.

Brugen af homøopatiske midler er imidlertid langt mere udbredt end klassisk homøopati og forekommer i flere forskellige behandlingsmæssige sammenhænge – f.eks. indenfor antroposofisk medicin, blandt heilpraktikere, biopater, naturopater etc.. I disse sammenhænge fraviger man ofte princippet om at finde eet middel, der modsvarer alle symptomer. I stedet gives en række midler, der hver for sig relaterer til en udvalgt del af patientens symptomer eller til specifikke årsagsfaktorer som for eksempel bakterier eller allergener. Patienter med ensartede sygdomme i lægelig forstand kan dermed ordineres ensartede midler.

Fælles for de midler, der bruges i klassisk homøopati og de øvrige homøopatiske midler, er at de er "potenserede", hvilket betyder, at de er fremstillet ved en særlig proces, der indebærer gentagne fortyndinger og rystninger. Denne fremstillingsmetode blev grundlagt af Hahneman på baggrund af hans opdagelse af, at et givent stof i fortyndet form kan hjælpe til helbredelse af nøjagtig den samling af symptomer, som samme stof ville fremkalde i normal koncentration (princippet om similia). Mange homøopatiske midler er fortyndet i en sådan grad, at sandsynligheden for at der stadigt forekommer rester af den oprindelige substans er uendelig lille (Avogadros nummer, potenseringer over D24), hvilket i høj grad har været medvirkende årsag til manglende tillid til behandlingsformen. Såvel klinisk erfaring som kliniske forsøg og laboratorieforsøg indikerer imidlertid, at substanser med potenseringer, der er højere end D24, har signifikant virkning. Paradoksalt er det, at virkningen i nogle tilfælde synes at blive forøget ved yderligere fortynding.

Der foreligger en række kontrollerede kliniske forsøg med homøopati overfor en række sygdomme som for eksempel luftvejslidelser, mave-tarm-sygdomme, smertetilstande og infektionssygdomme. På trods af varierende metodisk kvalitet ved forsøgene har flere forskere vurderet, at det foreliggende materiale er af en kvalitet og kvantitet, der burde give anledning til langt større interesse for homøopatiens kliniske anvendelse.

Urtemedicin

Urtemedicin er formodentlig en af de ældste behandlingsformer og synes anvendt gennem alle tider og på alle steder. I dag er det også en af de mest udbredte alternative behandlingsformer.

Der synes ikke at være store forskelle i den grundlæggende måde at anvende urtemedicin og lægemidler på, idet begge ordineres i forhold til specifikke sygdomme eller symptomer, som anerkendes indenfor lægevidenskab. Nutidens urtemediciner og lægemidler kan da også ses som to varianter udviklet på baggrund af samme tidligere medicinske praksis. Den største forskel synes at bestå i, at urtemediciner som regel indeholder en eller flere hele planter, mens lægemidler består af enkelte radikalt virkende stoffer udvundet af planter eller syntetisk fremstillet.

I de senere år er foregået en del farmakologisk forskning i urtemediciner, og man har i mange tilfælde identificeret virksomme stoffer, der bekræfter den traditionelle brug. Det gælder for eksempel kendte urter som kamille, hvidtjørn og hvidløg. I andre tilfælde har det ikke været muligt at finde virksomme stoffer i traditionelt anvendte urter, og i atter andre tilfælde har man gennem forskningen fundet frem til nye anvendelsesområder for urterne. For en række urter har deres virkning vist sig at være afhængig af den samtidige tilstedeværelse af 2-5 individuelt uvirksomme stoffer, der tilsammen frembringer en synergetisk effekt med terapeutisk potentiale.

En række urter er relativt velafprøvede i en klinisk sammenhæng, men også i forhold til denne behandlingsform kritiseres den metodologiske kvalitet af mange kliniske forsøg. Den foreliggende forskning indikerer dog, at en del urter udgør relevante behandlingsmidler med meget få bivirkninger, og at det er muligt at udføre metodologisk forsvarlige kliniske forsøg med urtemediciner. I forlængelse heraf anbefales en styrkelse af denne forskning som et middel til forøgelse af den medicinske viden, særligt i betragtning af, at omsætningen af urtemediciner er relativt omfattende og stort set foregår uden garanti for kvalitet og effekt.

Spirituel healing

Spirituel healing er et begreb, der dækker en række behandlingsformer og teknikker, der har det til fælles, at virkningen menes at opstå uden brug af kendte fysiske midler til intervention. Blandt de teknikker, der nævnes fra de tre europæiske lande (Holland, Island og Storbritannien), hvor denne type behandling optræder blandt de 6 mest almindelige, er magnetisme, mesmerisme, bøn, spiritistisk diagnose og behandlingsordination samt håndspålæggelse. I litteratur om spirituel healing refereres også til bl.a. "therapeutic touch", meditation og fjernhealing.

Den lave repræsentation af spirituel healing i opgørelser over brug af alternative behandlingsformer kan skyldes, at disse teknikker ikke betragtes som "behandling" på samme måde som akupunktur eller homøopati, men i mange tilfælde indgår som elementer i nogle menneskers livsstil og personlige spirituelle liv. Den konkrete formulering af spørgsmål i undersøgelser over forbrug kan være afgørende for, om disse handlinger anses for relevante i besvarelsen.

Spirituelle former for healing kan groft kategoriseres i to grupper, hvor den ene repræsenterer en opfattelse af, at det helbredende middel er en ekstern kraft (fra gud, kosmos, åndelige vejledere eller lignende), og den anden repræsenterer en opfattelse af, at kilden er en intern kraft i terapeuten eller patienten.

Der er foretaget en del eksperimenter med healing og beslægtede fænomener som bl.a. psykokinese og ESP. En del af disse påviser tilsyneladende eksistensen af ukendte midler til intervention, men i de fleste tilfælde er konklusionerne blevet tilbagevist, idet undersøgelsesmetoderne giver mulighed for mere jordnære forklaringer på de observerede fænomener. Det foreliggende materiale synes dermed ikke at bekræfte healeres egne forklaringer på healingens virkemekanismer.

I en række kliniske forsøg er påvist effekt af spirituel healing overfor konkrete helbredsproblemer som for eksempel hovedpine og forhøjet blodtryk. Det er gennemgående, at den objektivt registrerbare effekt er af mindre omfang end den subjektivt erfarede effekt. Desuden tyder disse undersøgelser på, at den mest afgørende faktor for effekt er patienternes forventning og viden om, at healingen finder sted.

Nogle generelle træk hævdes ofte at gælde bredt for alternative terapier. Først og fremmest, at patienten betragtes som "et helt menneske", og at behandlingen sigter mod en styrkelse af patientens egne selvhelbredende kræfter frem for direkte udryddelse af det syge væv eller sygdomsfremkaldende agenser som bakterier, virus etc. På baggrund af observationer fra forsøg med spirituel healing kan desuden gøres nogle generelle betragtninger over alternative behandlingsformer og deres virkemåde. Der kan blandt andet trækkes paralleller mellem spirituel healing, en lang række alternative behandlingsformer og placebo fænomenet som det kendes inden for lægevidenskab, idet alle disse fænomener synes at være karakteriseret ved:

• at være generelt og ikke specifikt virkende
• at have større subjektivt erfaret virkning end objektivt registrerbar effekt 
• at psykologiske variabler, specielt på patienternes side, er særdeles betydningsfulde for effekten

Disse observationer stemmer overens med de anbefalinger, der gives vedrørende fremtidig forskning i alternativ behandling i flere nationale rapporter. Disse anbefalinger peger blandt andet på, at der bør:

• forskes i placebo fænomenets natur og udbredelse
• inddrages mere patientorienterede parametre i evaluering af behandlinger
• inddrages andre metoder end det kontrollerede kliniske forsøg i evaluering af behandlinger (I denne sammenhæng peges ofte på inddragelse af metoder og modeller fra sociologi, psykologi og antropologi)
• inddrages nyere grundforskning med henblik på udvikling af et mere dynamisk menneskesyn og dermed en ændring af begrebet om "real effekt"
• forskes i hvad "helbredelse" egentlig består i

Danskerne er blandt de mere moderate brugere af alternativ behandling set i europæisk perspektiv. Deres motiver for at vælge noget alternativt er de samme som de motiver, der generelt får europæere til at opsøge alternativ behandling, men i det konkrete valg af behandling, vælger danskerne usædvanligt ofte zoneterapi. Derudover bruger danskerne stort set samme former for alternativ behandling som resten af den europæiske befolkning.Der er relativt mange uautoriserede alternative behandlere i Danmark, hvor alternativ behandling også fortrinsvis udøves af ikke-læger. Procentdelen af danske læger i almen praksis, der anvender alternative behandlingsformer i deres praksis, svarer til gennemsnittet for de lande, hvorom sådanne informationer foreligger. Danske læger adskiller sig imidlertid fra deres ikke-nordiske kolleger ved den meget moderate anvendelse af homøopatiske og andre naturmedicinske produkter.

De mange uautoriserede alternative behandlere i Danmark kan praktisere lovligt i kraft af den relativt tolerante lovgivning, der tillader enhver at åbne en terapeutisk praksis, så længe man afstår fra brug af en række potentielt farlige teknikker m.v.. Lignende tolerante lovgivninger findes i andre skandinaviske lande og i Storbritannien, mens lovgivningen i Mellem- og Sydeuropa er noget strammere med krav om lægelig eller anden godkendt behandleruddannelse for at kunne tage syge i behandling.
I forhold til undervisning markerer Danmark sig ved hverken at have kompetencegivende eller generelt orienterende undervisning i alternative behandlingsformer på universiteter og andre højere læreanstalter. Med et stadigt større antal medicinske fakulteter i andre lande, der tilbyder orienterende kurser og/eller kompetencegivende kurser i alternative behandlingsformer, kan det fremover blive nødvendigt at inddrage sådanne kurser i danske lægestudier for at sikre, at danske lægers vidensbaggrund harmonerer med deres europæiske kollegaers.

Alternative behandleruddannelser varetages i Danmark af private skoler uden nogen form for formel regulering eller offentlig støtte. Uddannelserne varierer i omfang fra korte weekendkurser til flerårige studier på deltid, og der stilles sjældent krav til elevernes uddannelsesmæssige baggrund før optagelse. Såfremt de igangværende tiltag til europæiske standarder for uddannelse og eksamination af alternative behandlere fortsætter, og der vedtages EF direktiver på linje med det tidligere fremsatte forslag i Europaparlamentet, kan man forudse, at der må foretages opnormering og justering af en række af de eksisterende danske uddannelser på området.

Der er relativt stor forskel på lægers brug af alternative behandlingsformer i de lande, hvorfra sådanne oplysninger foreligger, danske læger ligger tilsyneladende midt i spektret med hensyn til antallet af praktiserende læger, der bruger alternative behandlingsformer i deres praksis, men adskiller sig fra læger i Mellemeuropa ved den meget begrænsede brug af homøopatiske og urtebaserede midler. Til gengæld bruger danske læger bl.a. akupunktur i større omfang end de mellemeuropæiske læger. På hospitaler bruges alternative behandlingsformer fortrinsvis til smertebehandling og kun i begrænset omfang både herhjemme og i udlandet. I modsætning til mange andre findes der dog ikke særlige hospitaler baseret på alternative behandlingsformer herhjemme. Sådanne findes i flere andre europæiske lande, fortrinsvis i form af private institutioner.

Danmark markerer sig i en international forskningssammenhæng ved den påfaldende mangel på medicinsk forskning på feltet og mangel på viden om medicinsk forskning på feltet i andre lande. Til gengæld har der i Danmark inden for de sidste 15 år været foretaget en del samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning i alternativ behandling. I international sammenhæng fremstår den danske forskningsprofil som stærkt præget af socio-kulturel forskning, der kan supplere andre landes mere medicinske forskning.

I modsætning til en række andre lande, er der i Danmark ikke udpeget særlige nationale prioriteringsområder eller startet egentlige forskningsprogrammer i alternativ behandling. Såfremt Danmark fremover fortsat vil markere sig internationalt på dette felt, bør forskningen imidlertid næres. Midler til støtte for forskningen kunne være etablering af en national strategi og tværfaglige forskningscentre for forskning i alternativ behandling. Videns- og Forskningscentret for Alternativ Behandling, etableret i år 2000, er det første større statsligt finansierede initiativ på området i Danmark indtil videre.

Aldridge, D. & P.C. Pietroni. 1987. Clinical assessment of acupuncture in asthma therapy: discussion paper. i: J R Soc Med. 80:4, pp. 222-4.

Aldridge, David. 1994. Unconventional Medicine in Europe. i: Advances: The Journal of Mind-Body Health 10:2, pp. 52-60.

Alternativmedicinkomittén. 1989 a. Alternativmedicin 1. Hovudbetänkande. Statens Offentliga Utredningar (SOU) 60, Socialdepartementet. Stockholm.

Alternativmedicinkomittén. 1989 b. Alternativmedicin 2. Hälsohem. Statens Offentliga Utredningar (SOU) 61, Socialdepartementet. Stockholm.

Alternativmedicinkomittén.1989 c. Alternativmedicin 3. Alternative terapier i Sverige - en kartläggning. Statens Offentliga Utredningar (SOU) 62, Socialdepartementet. Stockholm.

Alternativmedicinkomittén,1989 d. Alternativmedicin 4. Värdering av alternativmedicinska teknologier. Statens Offentliga Utredningar (SOU) 63, Socialdepartementet. Stockholm.

Bhatt-Sanders, D. 1985. Acupuncture for rheumatoid arthritis: an analysis of the literature. i: Semin Arthritis Rheum. 14:4, pp. 225-31.

Bjørndal, Andreas N. & Per Atle Straumsheim. 1992. Homeopati. Historie, utbredelse, behandlingsprinsipper, oversikt over tidligere forskning og forslag til nye forsøk. i:
Borchgrevink, Chr., Stig Bruset, Jens Lunden: Indstilling fra en arbeidsgruppe nedsatt av Rådet for medisinsk forskning. pp. 20-6. Norges allmenvitenskapelige forskningsråd. Oslo.

BKK. n.d. Ganzheitliche Medizin. Regulationsdiagnostik und -therapie. Eine Information für BKK-Versicherte. Zentrum zur Dokumentaion für Naturheilverfahren & Essener Betriebskrankenkassen. (hæfte erhvervet ved konference i Budapest, oktober 1994).

Blackmore, Susan. 1992. Det flygtige åbne sind: Ti års negativ forskning i parapsykologi. i: Ib Ulbæk & Lars Peter Jepsen (eds): Er der mere mellem himmel og jord. En guide til erkendelsens grænseland. pp. 105-20. Gyldendal. København.

Boletín Oficial de las Cortes Generales. 1989. Proposición no de ley ante el pleno 16/000227, de 9 de Mayo de 1989. Boletín Oficial de las Cortes Generales. Serie D:331:15266. Det spanske parlament. Madrid

Borchgrevink, Chr., Stig Bruset, Jens Lunden. 1992. Alternativ Medisin. Indstilling fra en arbeidsgruppe nedsatt av Rådet for medisinsk forskning. Norges allmenvitenskapelige forskningsråd. Oslo.

Bouchayer, Françoise. 1991. Alternative medicines: a general appoach to the French situation. i: Lewith, G. & D. Aldridge (eds): Complementary medicine and the European Community. pp. 45-60. The C.W. Daniel Company Ltd. Saffron Walden.

British Medical Association (BMA). 1986. Alternative Therapy. Report of the Board of Science and Education. BMA. London.

British Medical Association (BMA). 1993. Complementary medicine: new approaches to good practice. Oxford University Press. Oxford.

Bruset, Stig. 1994. Holism and Individualism - the Yin and yang of research in complemen-tary medicine. i: Johannessen, Helle, L. Launsø, S.G. Olesen & F. Staugård: Studies in Alternative Therapy 1. Contributions from the Nordic Countries. pp. 186-96. Odense University Press. Odense.

Burke, C. & K. Sikora. 1993. Complementary and conventional cancer care: The integration of two cultures. i: Clinical Oncology 5:4, pp. 220-7.

Christie, Vigdis Moe. 1991. Den andre medisinen. Alternative utøvere og deres patienter. Universitetsforlaget. Oslo.

Christie, Vigdis Moe. 1993. Den homøopatiske virksomhet - og EF. Nye rammebetingelser for legemidler og helsepersonell. NIBR rapport 1993:7. Oslo.

Commission for Alternative Systems of Medicine. 1981. Alternative Medicine in the Netherlands. Summary of the report of the Commission for Alternative Systems of Medicine. Den Haag.

Den Almindelige Danske Lægeforening. 1988. Lægeforeningens enquête om alternative behandlere. DADL. København.

Endler, P.C. & J. Schulte (eds). 1994. Ultra High dilution. Physiology and Physics. Kluwer Academic Publishers. Dordrecht, Boston, London.

Enge, Arne. 1992. Antroposofisk Medisin. i: Borchgrevink, Chr., Stig Bruset, Jens Lunden: Indstilling fra en arbeidsgruppe nedsatt av Rådet for medisinsk forskning. pp. 35-40. Norges allmenvitenskapelige forskningsråd. Oslo.

Eriksson, C-G., D. Finer & N. Östby. 1987. Fakta och röster om alternativ medicin. Liber. Stockholm.

Eriksson, Charli. 1994. Status of Research on Alternative Medicine in Sweden. i: Johannessen, Helle, L. Launsø, S.G. Olesen & F. Staugård: Studies in Alternative Therapy 1. Contributions from the Nordic Countries. pp. 55-61. Odense University Press. Odense.

Ernst, E.. 1994. Komplementärmedizin: Die englische Perspektive. In Großbritannien wird der Komplementärmedizin mit viel Toleranz begegnet. i: Forschende Komplementärmedizin. Internationale Zeitschrift für Grundlagen, klinische Prüfung, Methodologie und Wis-senschaftstheorie. Tema: 'Naturheilverfahren in Europa'. vol.1, suppl. 2, pp. 36-37.

European Committee for Homoeopathy. 1994. Homoeopathy in Europe. Developing Standards For Professional Practice Of Homoeopathy in The European Union. European Committee for Homoeopathy. Rotterdam.

European Committee for Homoeopathy. 1995. Good Homeoeopathic Clinical Practice for Investigators conducting Clinical Trials in Homoeopathic Research in the European Union. Lilles.

Fisher, Peter & Adam Ward. 1994. Complementary Medicine in Europe. i: Proceedings from Complementary Medicine Research: An International Perspective, 19-20 juni 1994. pp. 29-43. COST B4, Europakommissionen. Bruxelles.

Hamrin, E., M. Carlsson, L. Haglund & U. Nygren. 1990. Prövning av olika metoder att utvärdera verksamheten vid Vidarkliniken i Järna. Et pilotstudie med inriktning på cancerpatienten. Omvårdnadsforskning vid Hälsouniversitetet i Linköping no. 1. Institutionen för omvårdnadsforskning, Hälsouniversitetet. Linköping

Haraldsson, Erlendur. 1994. Research on Alternative Therapies in Iceland,. i: Johannessen, Helle, L. Launsø, S.G. Olesen & F. Staugård: Studies in Alternative Therapy 1. Contribu-tions from the Nordic Countries. pp. 46-50. Odense University Press. Odense.

Haraldsson, Erlendur. 1994. Spiritual Healing in Iceland - Results of a Survey. i: Johannessen, Helle, L. Launsø, S.G. Olesen & F. Staugård: Studies in Alternative Therapy 1. Contributions from the Nordic Countries. pp. 103-13. Odense University Press. Odense.

Health Council of the Netherlands. 1993. Alternative Modes of Treatment and Scientific Research. Advice by the Committee on Alternative Modes of Treatment.To the Minister and the Secretary of State of Welfare, Health and Cultural Affairs. English summary. Den Haag.

Indenrigsministeriets udvalg til undersøgelse af naturpræparater og ikke-autoriserede helbredelsesmetoder. 1983. Naturpræparater og ikke-autoriserede helbredelsesmetoder. Betænkning nr. 990. Indenrigsministeriet. København.

Johannessen, Helle. 1994 a. Komplekse kroppe - alternativ behandling i antropologisk perspektiv. Akademisk Forlag. København.

Johannessen, Helle. 1994 b. Research on Alternative Therapy in Denmark. i: Johannessen, Helle, L. Launsø, S.G. Olesen & F. Staugård: Studies in Alternative Therapy 1. Contribu-tions from the Nordic Countries. pp. 30-9. Odense University Press. Odense.

Kleijnen, J., P. Knipschild & G. ter Riet. 1989. Garlic, onions and cardiovascular risk factors. A review of the evidence from human experiments with emphasis on commercially available prepartions. i: British Journal of Clinical Pharmacology 28:5, pp. 535-44.

Kleijnen, J., P. Knipschild & G. ter Riet. 1991. Clinical trials of Homoeopathy. i: British Medical Journal, 302, pp. 316-23.

Kleijnen, J., G. ter Riet, P. Knipchild. 1991. Acupuncture and asthma; a review of controlled trials. i: Thorax 46:11, pp. 799-802.

Kleijnen, J. & P. Knipschild. 1992. Ginkgo biloba for cerebral insufficiency. i: British Journal of Clinical Pharmacology 34:4, pp. 352-8.

Kontaktorganet vedrørende alternative helbredelsesmetoder/midler (KO). 1987. Statusrapport 1987. Sundhedsstyrelsen. København.

Künzi, Max. 1994. Komplementärmedizin und Gesundheitsrecht. i: Schweitzerische Medizinische Wochensckrift 62:30, pp. 7-11.

Launsø, Laila & Eva Brendstrup. 1994. Forskning i alternativ behandling i Danmark - et litteraturstudie. Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende alternativ behandling. København.

Lesigang, Helga. 1994. The 48th Congress of the LMHI in Vienna. i: Journal of Liga Medicorum Homeopathica Internationalis, forår, pp. 35-7.

Lægemiddelafdelingen. 1993. Nyhedsbrev - Naturlægemidler, Vitaminer, Mineraler. Information fra Lægemiddelafdelingen, no. 2. Sundhedsstyrelsen. København.

Maretzki, T. W. & E. Seidler. 1985. Biomedicine and naturopathic healing in West Germany. A historical and ethnomedical view of a stormy relationship. i: Culture, Medicine & Psychiatry, 9, pp. 383-421.

McGuire, Meredith. 1988. Ritual Healing in Suburban America. Rutgers University Press. New Brunswick & London.

McLellan, A. T., D.S. Grossman, J. D. Blaine & H. W. Haverkos. 1993. Acupuncture treatment for drug abuse: a technical review. i: Journal of Substance Abuse Treatment 10:6, pp. 569-76.

Melchart, D. 1994. Das Hochschulprojekt Münchener Modell. Zur Integration von Naturheilverfahren in Forschung und Lehre and der Ludwig-Maximilians-Universität München. i: Forschende Komplementärmedizin. Internationale Zeitschrift für Grundlagen, klinische Prüfung, Methodologie und Wissenschaftstheorie. Tema: 'Naturheilverfahren in Europa'. vol.1, suppl. 2, pp. 13-18.

Mortensen, Henriette S. 1994. Alternative behandlere i Næstved kommune. Antallet og arten af alternative behandlere samt kontakt- og samarbejdsmønstre mellem alternative og etablerede behandlere. Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende alternativ behandling. København.

NFP 34. 1992. Nationales Forchungsprogramm 34 komplementärmedizin. Ausfüh-rungsplan. Schweitzerischer Nationalfonds zur Förderung der wissenschaftlichen Forschung.

Nielsen, Jesper Norup. 1988. Naturlæger - mellem Shamanisme og Videnskab. Munksgaards Forlag. København.

Organización Médica Colegial. 1993. Regulación de las medicinas alternativas. Documento de la OMC sobre la proposición no de ley socialista. Organización Médica Colegial (Journal of the Spanish Medical Council), 25, pp. 14-21. Madrid.

Patel, M., F. Gutzwiller, F. Paccaud & A. Marazzi. 1989. A meta-analysis of acupuncture for chronic pain. i: Int J Epidemiology 18:4, pp. 900-6.

Philianos, Marc Sk.1994. Report of the General Secretary for the Pharmacists. i: Journal of Liga Medicorum Homeopathica Internationalis, forår, pp. 41-7.

Pietroni, P.C. 1994. The interface between complementary medicine and general practice. i: Journal of the Royal Society of Medicine, vol. 87, sup. 22, pp. 28-30.

Pomeranz, B. & G. Stux. 1991. Scientific bases of acupuncture. Springer Verlag. Berlin.

Project UMR. 1994. State Research Support for Unconventional Medicine in Germany. Det Medicinske Fakultet, Universitetet i Witten/Herdecke. (skrivelse udleveret til medlemmer af COST B4 Management Committee).

Rasmussen, Niels K. & Janine M. Morgall. 1991. The use of alternative treatments in the Danish population. i: Lewith, G. & D. Aldridge (eds): Complementary medicine and the European Community. pp. 83-100. The C.W. Daniel Company Ltd. Saffron Wald i: Pain 24:1, pp. 15-40.

Riet, G. ter, J. Kleijnen, P. Knipschild. 1990 a. A meta-analysis of studies into the effect of acupuncture on addiction. i: Br J Gen Pract 40:338, pp. 379-82.

Riet, G. ter, J. Kleijnen, P. Knipschild. 1990 b. Acupincture and Chronic Pain: A Criteria-Based Meta-Analysis. i: J Clin Epidemiol 43:11, pp. 1191-9.

Rognlien, Bernt. 1992 a. Akupunktur og Forskning. i: Borchgrevink, Chr., Stig Bruset, Jens Lunden: Indstilling fra en arbeidsgruppe nedsatt av Rådet for medisinsk forskning. pp. 53-64. Norges allmenvitenskapelige forskningsråd. Oslo.

Rognlien, Bernt. 1992 b. Urtemedisin - medisinsk bruk av naturstoffer. i: Borchgrevink, Chr., Stig Bruset, Jens Lunden: Indstilling fra en arbeidsgruppe nedsatt av Rådet for medisinsk forskning. pp. 41-52. Norges allmenvitenskapelige forskningsråd. Oslo.

Rosslenbroich, B., S. Schmidt, P.F. Matthiessen. 1994. Unconventional Medicine in Germany. A Report on the Situation of Research as Basis for State Research Support. Medical Faculty of the University of Witten/Herdecke.

Schjelderup, Vilhelm. 1994. Healing Systems of the Organism and Acupuncture-related Therapies. i: Johannessen, Helle, L. Launsø, S.G. Olesen & F. Staugård: Studies in Alternative Therapy 1. Contributions from the Nordic Countries. pp. 253-66. Odense University Press. Odense.

Schouten, Sybo A. 1992-93. Psychic Healing and Complementary Medicine. i: European Journal of Parapsychology, 9, pp. 35-91.

Schär, Annemarie; V. Messerli-Rohrbach & P. Schubarth. 1994. Schulmedizin oder Komplementärmedizin: Nach welchen Kriterien entscheiden sich die Patientinnen und Patienten?. i: Schweitzerische Medizinische Wochensckrift 62:30, pp. 18-27.

Sermeus, Guy. 1987. Alternative Medicine in Europe. A Quantitative Comparison of the Use and Knowledge of Alternative Medicine and Patient Profiles in Nine European Countries. Belgian Consumers' Association. Bruxelles.

Sermeus, Guy. 1991. Alternative health care in Belgium: an explanation of various social aspects. i: Lewith, G & D. Aldridge (eds): Complementary Medicine in the European Community. pp. 61-74. The C.W. Daniel Company Ltd. Saffron Walden.

Sharma, Ursula. 1992. Complementary Medicine Today. Practitioners and patients. Tavistock/Routledge. London.

Sivermark-Wedberg, Birgitta. 1995. Alternativmedicin. En gränsfråga. Medicom Förlag. Helsingborg.

Sommer, J.D. & M. Bürgi. 1994. Gesundheitsökonomische Analyse der Wirkungen des Angebotes komplementärmedizinischer Leistungen der Krankenkassen. i: Schweitzerische Medizinische Wochensckrift 62:30, pp. 13-7.

Spring, Beat. 1994. Homoeopathy in Switzerland. i: Journal of Liga Medicorum Homeopathica Internationalis, forår, pp. 39-41.

Syndicat National de la Pharmacie Homéopathique. 1995. L'Homeopathie en 1995. Une réalité sociale, médicale, scientifique et économique. Paris.

Taub, H.A. 1975. Acupuncture and sensorineural hearing loss; a review. i: J Speech & Hearing Disorders 40:4, pp. 427-33.

Thomas, Kate J. 1991. Non-orthodox health care in the UK. i: Lewith, G & D. Aldridge (eds): Complementary medicine and the European Community. pp. 125-33. The C.W. Daniel Company Ltd. Saffron Waldon.

Thomas, Randall W. 1994. Evidence for an Energy Model-based Paradigm for Health and Healing - Two Examples. i: Johannessen, Helle, L. Launsø, S.G. Olesen & F. Staugård: Studies in Alternative Therapy 1. Contributions from the Nordic Countries. pp. 240-52. Odense University Press. Odense.

Tsutani, Kiichiro. 1993. The evaluation of herbal medicines: an East Asian perspective. i: Lewith, G.T. & D. Aldridge (eds): Clinical Research Methodology for Complementary Therapies. pp. 365-93. Hodder & Stoughton. London, Sydney & Auckland.

Tveiten, Dag. 1992. Fotsoneterapi. i: Borchgrevink, Chr., Stig Bruset, Jens Lunden: Indstilling fra en arbeidsgruppe nedsatt av Rådet for medisinsk forskning., pp. 17-9. Norges allmenvitenskapelige forskningsråd. Oslo.

Vaskilampi, Tuula. 1991. The role of alternative medicine: the Finnish experience. i: Lewith, G. & D. Aldridge (eds): Complementary medicine and the European Community. pp. 101-12. The C.W. Daniel Company Ltd. Saffron Walden.

Vaskilampi, Tuula. 1994. Alternative Medicine in Finland. i: Johannessen, Helle, L. Launsø, S.G. Olesen & F. Staugård: Studies in Alternative Therapy 1. Contributions from the Nordic Countries. pp. 40-5.. Odense University Press. Odense.

Wackerhausen, Steen. 1994. The Deenchantment and the Reenchantment of the World. i: Johannessen, Helle, L. Launsø, S.G. Olesen & F. Staugård: Studies in Alternative Therapy 1. Contributions from the Nordic Countries. pp. 267-79. Odense University Press. Odense.

Walach, Harald.1992. Wissenschaftliche Homöopathische Arzneimittelprüfung. Dop-pelblinde crossover-Studie einer homöopathischen hochpotenz gegen Placebo. Haug. Heidelberg.

Wiener Arzt. 1994, no. 9, Wien.