Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB).

ViFAB er et center under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Historien bag zoneterapi

Zoneterapi har ifølge mange zoneterapeuter været kendt i forhistorisk tid. Det er der dog ingen skriftlige kilder, der dokumenterer.

Den første bog om zoneterapi udkom i 1913. Det var den amerikanske læge William Fitzgerald, der udgav bogen "Zone Theraphy". Han beskriver, hvordan tryk forskellige steder på kroppen kan bedre funktionen af de indre organer.

Senere indledte Fitzgerald et samarbejde med massøren Eunice Ingham. De udformede en teori om, at zoner på fødderne afspejler organernes tilstand.

Udbredelse af zoneterapi

Den tyske sygeplejerske Hanne Marquardt lærte zoneterapi af Ingham. Siden tog hun sin viden med til Europa, hvor hun arbejdede for metodens udbredelse. Hun startede blandt andet den første skole i zoneterapi.

Via Marquardt begyndte zoneterapi at blive kendt i Danmark i løbet af 1970'erne. Det skyldes ikke mindst fysioterapeuten Lis Andersen, der skrev bogen ”Håndbog i zoneterapi” i 1974.

I dag arbejder størstedelen af danske zoneterapeuter efter Inghams og Marquardts principper.

Zoneterapis udvikling

Zoneterapi er i konstant udvikling. Blandt andet er der blandt zoneterapeuter en fortsat diskussion om det behandlingsfilosofiske grundlag.

For eksempel er mange zoneterapeuter inspireret af kinesisk filosofi, når de skal forklare, hvordan zoneterapi virker. Ofte benytter zoneterapeuter sig også af begreber hentet i akupunkturen.

Relateret viden:
Opdateret 08-02-2010