Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB).

ViFAB er et center under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Gode råd ved brug af alternativ behandling

ViFAB har samlet en række gode råd til dig, der overvejer at bruge alternativ behandling.

Det er vigtigt at udelukke, at dine symptomer skyldes sygdom, der kræver lægelig behandling.

Gå derfor altid først til lægen og få stillet en diagnose.

Før du vælger at bruge alternativ behandling, så overvej disse spørgsmål:

  • Hvad er formålet med behandlingen?
  • Skal behandlingen lindre dine smerter?
  • Forbedre dit immunforsvar?
  • Behandle en lidelse?

De enkelte former for alternativ behandling fokuserer ofte på forskellige områder som eksempelvis smertebehandling, styrkelse af immunforsvar eller velvære.

Internt linkAlternative behandlingsformer

Internt linkEffekt af alternativ behandling

Spørg din læge

Tag din læge med på råd. Spørg om, hvilke behandlingsformer du kunne overveje.

Søg information

På ViFABs hjemmeside kan du læse om de mest udbredte behandlingsformer.

Du kan blandt andet finde information om:

  • Effekt af en behandlingsform
  • Hvad en behandlingsform typisk bruges mod
  • Bivirkninger og særlige forsigtighedsregler
  • Hvordan behandlingen foregår i praksis
  • Hvilke rettigheder du har som bruger

Internt linkAlternative behandlingsformer

Tag kontakt

Tag kontakt til de alternative behandlerforeninger og bed om at få materiale om de forskellige behandlingsformer.

Internt linkAlternative behandlerforeninger (ViFABs linksamling) 

Vælg kun én behandlingsform

Brug kun én alternativ behandlingsform ad gangen. Så er det nemmere at finde ud af, hvad du eventuelt får det bedre af eller får bivirkninger af.

Undgå visse behandlere

Når du vælger alternativ behandler, er det vigtigt:

  • At du undgår behandlere, der ikke vil samarbejde med din læge.
  • At du undgår behandlere, der siger, at de kan helbrede alvorlige sygdomme.

Ingen seriøse alternative behandlere vil nægte at samarbejde med din læge eller love, at de kan helbrede alvorlige sygdomme.

Vælg en RAB-behandler

Hvis du har mulighed for det, så vælg en RAB-behandler. Det giver dig:

  • Garanti for, at behandleren lever op til minimumskrav om uddannelse
  • Bedre klagemuligheder

Internt linkLæs mere om RAB-ordningen

Stil spørgsmål til behandleren

Før du beslutter dig for en bestemt alternativ behandler, kan det være en god idé at stille behandleren nogle spørgsmål.

  • Hvilken uddannelsesmæssig baggrund har behandleren? De alternative skoler har ofte forskellige uddannelser og eksamensformer.
  • Er behandleren medlem af en faglig organisation? Har organisationen et klagenævn?
  • Hvilke symptomer har behandleren erfaring med at behandle? Hvad ved behandleren om din lidelse?
  • Hvordan foregår behandlingen i praksis? Selv inden for samme behandlingsform kan der være store forskelle mellem de enkelte behandlere.
  • Hvilke resultater kan du forvente af behandlingen?
  • Hvad skal du forvente, at behandlingen vil koste?

Undersøg forholdene hos flere behandlere før du vælger, så du har noget at sammenligne med.

Du skal være ekstra påpasselig, hvis du tager naturmedicin eller kosttilskud samtidig med, at du får medicin.

Naturmedicin og kosttilskud kan nemlig nedsætte eller forstærke virkningen af medicinen.

Internt linkLæs mere om naturmedicin og interaktion



Opdateret 03-12-2009