Find rundt i de alternative behandlingstilbud
Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB)
har samlet en stor mængde saglig og neutral information om alternativ behandling og naturmedicin. Den stiller vi til rådighed for dig på vores hjemmeside.

Her kan du læse om nogle af hovedområderne.
Alternativ behandling og folkesygdomme
Læs om effekten af alternativ behandling i forhold til blandt andet kræft, diabetes og hjertekarsygdomme. Find oplysninger om usikre kombinationer af medicin, om hvad du skal passe på med før en operation og meget mere.
Alternative behandlingsformer
Læs om de mest udbredte alternative behandlingsformer som akupunktur, zoneterapi, massage og healing. Du finder oplysninger om, hvordan behandlingerne foregår i praksis, hvad de i særlig grad bruges til, hvilke bivirkninger der kan være og meget andet.
Naturlægemidler og kosttilskud
Læs om forskellen på naturlægemidler og kosttilskud samt brugen af naturmedicin og kosttilskud til børn og ældre.
Få viden om hvad du skal være opmærksom på, hvis du køber naturmedicin og kosttilskud på internettet.
Usikre kombinationer af medicin
Naturmedicin og kosttilskud kan nedsætte eller forstærke virkningen af den medicin, du får af lægen – det kaldes interaktion. Derfor er det vigtigt, at du informerer din læge, hvis du tager naturmedicin eller kosttilskud.
Klik på underpunktet Interaktion ved naturmedicin
Effekt af alternativ behandling og naturmedicin
Se resultater af forskning i effekten af alternativ behandling og naturmedicin. ViFABs oversigter over effekt bygger på anerkendt international forskning.

Om ViFAB
Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB) er en selvejende institution under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
ViFABs formål er
- at øge viden om og kendskab til forskellige former for alternativ behandling og deres virkning
- at fremme og udvikle forskning på området
- at fremme en dialog mellem sundhedsfagligt personale, alternative behandlere og brugere.
Gode råd
Tal med din læge
Når du bruger naturmedicin og alternativ behandling, kan det påvirke din behandling hos lægen. Tal derfor med din læge om, hvilke risici du skal være opmærksom på.
Vælg en RAB-behandler
En RAB-behandler (registreret alternativ behandler) opfylder nogle minimumskrav til uddannelse og giver dig bedre klagemuligheder.
Brug én alternativ behandlingsform ad gangen
Når du holder dig til én behandlingsform ad gangen, er det nemmere for dig at gennemskue, hvad du eventuelt får det bedre af eller får bivirkninger af.
Denne side er 1 af 1 til publikationen "Find rundt i de alternative behandlingstilbud".
Version nr. 1.0 af 09-12-2009
© Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.

