Fødevarestyrelsen om Vejledning om kosttilskud
Ifølge Helle Egebjerg Andersen, farmaceut i Fødevarestyrelsen, betyder vejledningen blandt andet, at reglerne for dokumentation og markedsføring er blevet præciseret.
”En producent må kun reklamere for en given virkning, hvis han kan dokumentere denne virkning. Til gengæld stiller vi ikke så store krav til dokumentation, hvis kosttilskuddet markedsføres uden reklame for virkning.”
Helle Egebjerg Andersen fremhæver, at der med vejledningen er kommet en mere klar afgrænsning mellem kosttilskud og lægemidler.
”Det er formålet med produktet, der afgør, om et produkt er et kosttilskud eller et lægemiddel. I modsætning til lægemidler har kosttilskud ikke til formål at behandle sygdomme, men at supplere den daglige kost.”
Ifølge Helle Egebjerg Andersen har én af hensigterne med vejledningen netop været at præcisere forskellen mellem kosttilskud og lægemidler.
”Et produkt, der er omfattet af lægemiddelloven må ikke sælges som kosttilskud. Der gælder helt andre krav til blandt andet dokumentation og sikkerhed for salg af lægemidler end for salg af kosttilskud.”
Også Randi Pedersen, bromatolog i Fødevarestyrelsens Kosttilskudsgruppe, er tilfreds med den nye vejledning. Hun mener, at vejledningen sikrer bedre praksis på området.
”Det kan nogle gange være svært at afgøre, om et produkt er et kosttilskud eller et lægemiddel. Med vejledningen har vi fået et større kendskab til og en bedre praksis på området. Der kan stadig opstå tvivlstilfælde, men så sender vi sagen videre til Lægemiddelstyrelsen, som har det endelige ord.”
Ifølge Randi Pedersen betyder vejledningen også, at forbrugerne er blevet bedre stillet.
”Det fremgår nu klart, at producenten kun må reklamere med en virkning, som han har dokumentation for. Det er helt klart til forbrugernes fordel.”
Via nedenstående links kan du få yderligere oplysninger om kosttilskud og vejledningen om kosttilskud.


Printvenlig
Sitemap
Alfabetisk indeks
Tilmeld
Om hjemmesiden
Hvad er kosttilskud?
Vejledning om kosttilskud