Perikum og medicin - en farlig blanding
Det nyeste eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man blander perikum med anden medicin er fra Sverige, hvor en 63-årig kvinde tog den såkaldte grønne lykkepille, som er baseret på perikum, mens hun var i behandling med kolesterolsænkende medicin. Resultatet var, at hendes kolesteroltal steg med over 50%.
Herhjemme har Lægemiddelstyrelsen allerede for tre år siden advaret mod at blande de to slags medicin. Overlæge Doris Stenver fra Lægemiddelstyrelsen siger til Politiken:
»Vi har allerede for tre år siden advaret mod, at man tager perikumpræparater sammen med medicin, der omsættes i leveren. Årsagen er, at perikum får leveren til hurtigere at udskille anden medicin fra kroppen, så virkningen nedsættes«, og hun tilføjer, at det generelt nok er en god idé at advare folk mod at blande perikumpræparater med anden medicin i det hele taget.
Det er i det hele taget vigtigt at tage sin læge med på råd, hvis man vil blande naturlægemidler med anden medicin.
»Naturlægemidler kan være nyttige for mange, men det er en illusion at tro, at naturens egen medicin altid er harmløs«, siger Jerk W. Langer til Politiken.
Kilde: Politiken, 29. januar 2003
Denne nyhed blev offentliggjort: 29.01.03


Printvenlig
Sitemap
Alfabetisk indeks
Tilmeld
Om hjemmesiden