In English
Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB)Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB)
Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB).

ViFAB er et center under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Forskningens Døgn - ViFAB satte fokus på healing

ViFAB inviterede i anledning af Forskningens Døgn den 23. april antropolog Ann Ostenfeld Rosenthal og healer Jef Martinussen til at fortælle om deres viden og erfaring inden for healing.

ViFAB har besøg af healer Jef Martinussen

I 2007 gav  ViFAB økonomisk støtte til antropolog Ann Ostenfeld Rosenthal, så hun kunne undersøge oplevelser og virkning af healing hos danskere med funktionelle lidelser, det vil sige symptomer, lægen ikke kan forklare. Under sit arbejde med projektet interviewede hun personer om deres erfaringer med healing.

Oplevelsen af healing

Ann Ostenfeld Rosenthal forklarede, at mange patienter gav udtryk for, at de efter en healing session følte sig mere hele, rolige og afspændte.

De fortalte også om oplevelser, hvor de under healingen så lys og billeder, som healeren hjalp dem til at tolke.

”Healeren er en helbredelseskunstner, der understøtter, at billeder og sansninger under healingen giver mening for klienten,” forklarede hun.

Oplevelserne rangerede fra de meget konkrete, hvor de så sig selv som forsømte indianerbørn eller siddende i et kloster til at se røde, orange eller blå farver eller store mængder lys.

Det handler om mening

Og netop mening er et nøgleord for healerens funktion. Ifølge Ann Ostenfeld Rosenthal handler det nemlig om at finde mening med de funktionelle lidelser, som ikke kan forklares af lægerne.

”Healer og klient finder i fællesskab den mening i lidelsen, lægerne ikke kan finde,” sagde Ann Ostenfelt Rosenthal.

Hun forklarede, at den store forskel mellem en læges tilgang og healerens er, at healeren inkluderer klienten selv i sin behandling og får klienten til at tage ansvar for sit liv.

”Det åbner muligheden for selv at kunne gøre noget,” sagde hun.

Healeren er en fødselshjælper

Ann Ostenfelt Rosenthal slog fast, at hun hverken havde set eller hørt om, at healing var en mirakelkur.

”Det er tale om en lang proces, hvor man selv går ind og arbejder i en eller anden selvudviklingsproces. Og healeren er en fødselshjælper,” sagde hun.

Hendes vurdering var i stedet, at baggrunden for healerens evner er, at de kan ændre klientens opfattelse af sig selv. Hun fortalte om et eksempel, hvor en patient med kronisk blærebetændelse skulle forestille sig sin blære som en saftspændt drue frem for en lille tør rosin.

”Det jeg – ud fra et antropologisk synspunkt – tror, healerens væsentligste helbredelsesmekanisme er, at de arbejder med en omredigering af patientens krops- og selvbillede,” konkluderede hun.

Civilingeniør og healer

I forbindelse med sit projekt stødte Ann Ostenfeld Rosenthal på healeren Jef Martinussen.

Jef Martinussen oplevede som ung og medlem af det danske olympiske sejlsportshold, at han ved at massere sine holdkammerater lindrede ikke blot ømme muskler, men også bihulebetændelse og lignende.

Men Jef Martinussen lagde sine behandlinger på hylden og uddannede sig til civilingeniør. Først efter ti år skiftede han retning og har siden taget fem diplomuddannelser i forskellige alternative behandlingsformer.

Healeren skal give slip

Ifølge Jef Martinussen har healing først effekt, når han kan give slip på sin egen vilje og give udelt opmærksomhed til sin klient.

”Man er ikke nogen særlig effektiv healer, hvis man står og tænker på indkøbslister eller skænderiet med teenagedatteren eller er mentalt distraheret,” forklarer han.

Han demonstrerede sin healing på en af dagens fremmødte tilhørere. Astrid Rass-Hansen meldte sig frivilligt som forsøgsperson og satte sig i den varme stol for at opleve, hvordan en healing-seance foregår.

Og netop varme, var hvad Astrid Rass-Hansen forklarede, at hun følte under healingen.

”Men jeg tror, det bedst kan siges på den måde, at det var rart at være i sådan et intenst opmærksomhedsfelt,” sagde hun.

Kroppen fortæller sit eget sprog

Ifølge Ann Ostenfeld Rosenthal er selve healingen kun en del af oplevelsen. Hun forklarede, at en session ofte foregår sådan, at klienten fortæller om sit problem. Så foregår selve healingen, som Jef Martinussen viste det. Nogle healere taler under selve healingen, og i næsten alle tilfælde slutter de af med en samtale, hvor både healer og klient taler om, hvad de så og følte under healingen.

”Healeren ser kroppen som en intelligent medspiller, der fortæller sit eget sprog, som hovedet ikke kan rumme,” forklarede hun.

Internt linkLæs mere om arrangementet og download podcasts fra foredragene

Denne nyhed blev offentliggjort: 22.06.09


HVAD MENER DU?

Her kan du skrive dine kommentarer og diskutere med andre brugere.

Kommentarer

#2 Anonymous 07-04-2010 18:49

(Din kommentar)

Meditation er godt. Jeg har selv positive erfaringer.
Men det er nødvendigt at vide,
hvordan man mediterer. TM har
i visse tilfælde givet dårlige
oplevelser/resultater. - Her mediterer man på det tredje øje - uden at få det at vide.
Vigtigt for jordforbindelsen at man også har fat i de nederste shakraer.
Mvh.
Karine

Opdateret 04-03-2010