Meditation - hvordan og hvorfor?
Meditation handler om at finde en indre ro – men hvordan? Og hvorfor vælger nogle at bruge tusinder af timer gennem deres liv på at meditere. Michael Stubberup, der selv har mange års erfaring med meditation, kom med sin forklaring til foredraget ’Meditation ændrer din hjerne’, der blev holdt af ViFAB i anledningen af Forskningens Døgn 2010.
”Meditation har til formål at skabe samling og indre opmærksomhed,” forklarer han og fortæller, at baggrunden for meditation er, at éns opmærksomhed ofte er spredt ud på mange ting samtidigt.
![]() |
| Ofte er éns opmærksomhed spredt ud på mange ting. Målet med meditation er at skabe indre opmærksomhed, forklarer Michael Stubberup. |
Michael Stubberup forklarer, at når man eksempelvis kører bil, er der tale om en handling, der ofte sker helt automatisk, mens man egentlig har opmærksomheden alle mulige andre steder.
Og sådan er det med mange af de ting, vi gør i det daglige, hvor vi kun en gang imellem er bevidst opmærksomme, siger Michael Stubberup og fastslår: ”Så meditation handler om, at få opmærksomheden hjem til sig selv.”
Meditationens niveauer
Den meditation, Michael Stubberup praktiserer, består af flere niveauer, hvor hvert niveau kan trænes ved hjælp af en række forskellige øvelser.
Det første niveau er ’samling’, hvor man skal finde rammen for den, man er.
På næste niveau skal man lære at opbygge koncentration. Det træner man ved at trække vejret fra hovedet og ned i bunden af kroppen for at mærke alle dele af sin krop.
”Man oparbejder en styret, koncentreret, fokuseret opmærksomhed,” forklarer Michael Stubberup.
Det tredje niveau er ’vidneopmærksomhed’, der er blevet populært de seneste årtier under betegnelsen ’mindfulness’. Mindfulness er en 2500 år buddhistisk meditationsform, der handler om at blive bevidst om, at man trækker vejret.
Målet er at skabe stilhed
![]() |
| Meditation kan gøre dig bedre til at takle stress, vurderer Michael Stubberup |
”Den kvalitet man opnår ved det her er, at man begynder at opdage sig selv som et mere helt og samlet væsen. Man bliver bedre til at sanse, hvad der foregår i andre mennesker – i sin partner, i sine børn, blandt kollegerne, hvor som helst,” siger Michael Stubberup.
For at nå det fjerde meditationsniveau, er det nødvendigt at kunne styre sin opmærksomhed, så man bevidst kan følge åndedrættet. Og så skal man kunne genkalde et billede af noget vigtigt.
”Det kan være mennesker, man elsker. Det kan være et princip, man sætter højt. En oplevelse der har gjort indtryk. Det afgørende er, at man inde i sig selv har et billede af, at det her er noget af det rigtig store, jeg har oplevet og klart indvendig kan beskrive det,” forklarer Michael Stubberup.
Meditation gør dig bedre til at takle stress
Ifølge Michael Stubberup fokuserer meditationen på at skabe en rolig situation, hvor man mærker, hvordan man trækker vejret.
”En halv time til tre kvarter nogle gange om ugen vil over tid opbygge en evne til at være vidne til, at man trækker vejret, mens man trækker vejret,” fortæller Michael Stubberup og spørger: ”Og hvad kan man så bruge det til?”
Michael Stubberup vurderer, at én af fordelene ved meditation er, at man bliver bedre til at håndtere stressede situationer. Han forklarer, at når man bliver stresset, sker der det, at nogle følelsesmæssige processer kaprer situationen inde i ´en. Det vil sige, at man reagerer helt automatisk og instinktivt uden at tænke over hvad man gør, eksempelvis råber op eller glemmer, hvad man er i gang med.
”Over tid får meditation den effekt, at man bliver roligere, hvilende inde i sig selv – også når det begynder at koge lidt udenfor,” siger Michael Stubberup.
Meditation altså tilsyneladende den virkning, at tærsklen, for hvornår man reagerer rent instinktivt og styret af følelserne, bliver højere, og man bliver bedre til selv at styre, hvordan man reagerer og handler.
Og så er det behageligt
Michael Stubberup afslutter foredraget med en øvelse, der kombinerer alle niveauerne.
Først skal man forestille sig at man trækker vejret ind i hjertet. Herefter trækker man vejret langsomt og styrer éns opmærksomhed på åndedrættet. Og til sidst genkalder man visuelt et betydningsfuldt minde samtidig med, at man langsomt ånder ind og ud.
”Ud over at det faktisk virker, så er det egentlig også ret behageligt,” konstaterer Michael Stubberup.
Hør Michael Stubberups foredrag som podcast:
Michael Stubberup - om hvordan meditation kan praktiseres
| Fakta: |
|---|
|
| Relateret viden: |
|---|
HVAD MENER DU?
Her kan du skrive dine kommentarer og diskutere med andre brugere.


Printvenlig
Sitemap
Alfabetisk indeks
Tilmeld
Om hjemmesiden

Meditation kan ses i hjernen