NADA akupunktur hjælper misbrugere og psykisk syge med at finde ro

På det socialpsykiatriske bosted Blåkærgård tilbyder personalet NADA akupunktur som behandling til misbrugere og psykisk syge. NADA akupunktur hjælper beboerne med at klare abstinenserne og finde ro, men det har ikke været uden udfordringer at implementere fortæller Vibeke P. Munksgaard, social og sundhedsassistent samt NADA akupunktør på Blåkærgård.
NADA akupunktur giver stabilitet og ro
Den særlige form for øreakupunktur, der oprindeligt er udviklet til at behandle misbrugsafhængighed og psykiske lidelser, bruges både akut og som del af planlagte behandlingsforløb på Blåkærgård. NADA akupunkturen hjælper Blåkærgårds beboere med at finde ro og komme igennem abstinenserne.
”Vi laver behandlingsforløb, hvor patienterne får tre behandlinger om ugen i en periode, og mere akutte behandlinger, hvis en beboer får det dårligt. Beboerne sidder med nålene i 45 minutter. Vi oplever, at NADA akupunkturen går ind og skaber en stabilitet, hvor beboeren får ro og dermed bedre kan klare abstinenssymptomer som for eksempel trangen til stofferne” fortæller Vibeke P. Munksgård.
NADA akupunktur i stedet for medicin
På Blåkærgård er personalet glade for at kunne tilbyde NADA-akupunktur, som de ser som et rigtig godt tilbud. At kunne hjælpe beboerne med at klare symptomerne uden ekstra beroligende medicin er en stor tilfredsstillelse.
”Som personale er det rart at få flere værktøjer at trække på. Det giver en stor tilfredshed, hvis du i stedet for medicin kan give NADA-akupunktur. Hvis beboerne får medicin mod deres symptomer, erstatter de egentlig bare et misbrug med et andet. Så personligt er jeg stolt af at kunne give beboerne et andet tilbud” fortæller Vibeke P. Munksgård.
Skeptiske beboere
Selvom personalet er positiv over for behandlingsformen og oplever, at det virker, står beboerne ikke i kø til behandlinger. Af de 19 beboere er det kun syv, der har taget imod tilbuddet om NADA akupunktur.
”Mange beboere er bange for nåle, føler sig forfulgte og er angste. Derfor er det ikke alle, der synes, at det er behageligt at få sat en nål i øret. De skal have en oplevelse af, det virker, inden de vil have det” siger Vibeke P. Munksgaard.
Det, at beboerne deler sine erfaringer med NADA akupunktur med hinanden, har dog bidraget til, at interessen for NADA akupunktur på det seneste er steget blandt beboerne.
”Det virker overbevisende, hvis andre beboere fortæller om gode oplevelser med NADA akupunktur. Der er flere og flere, der tager imod tilbuddet, og det hænger helt klart sammen med, at de kan se, hvordan andre beboere har haft gavn af behandlingen” fortæller Vibeke P. Munksgård.
Planer om NADA-café
På Blåkærgård arbejder de videre med at bruge NADA akupunktur som en del af behandlingstilbuddene. På tegnebrættet er bl.a. en NADA-café.
”Vi har planer om at lave en NADA-café, hvor patienterne kan få NADA akupunktur, hvis og når de har lyst. Vi har tilbudt NADA akupunktur i cirka 1 ½ år og er nu ved at komme rigtig i gang med arbejdet. Vi ser frem til at arbejde endnu mere med NADA akupunktur” slutter Vibeke P. Munksgaard.
| Fakta om Blåkærgård |
|---|
Blåkærgård er et bosted i udkanten af Viborg, som hører under Region Midtjylland. Bostedet er et socialpsykiatrisk tilbud til mennesker med en psykisk lidelse som skizofreni, depression, personlighedsforstyrrelser eventuelt kombineret med blandt andet hjerneskade, aktiv psykose, retspsykiatrisk problematik, misbrug, panikangst, impulsstyret og konfliktskabende adfærd. |
| Relateret viden |
|---|
HVAD MENER DU?
Her kan du skrive dine kommentarer og diskutere med andre brugere.
Indlæg med reklameindhold redigeres.


Printvenlig
Sitemap
Alfabetisk indeks
Tilmeld
Om hjemmesiden
Varianter af akupunktur