Psykologers brug af mindfulness til forebyggelse af tilbagefald ved depression
Behandling med mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBKT) kan mindske risikoen for tilbagefald hos patienter med tilbagevendende svær depression, som er i bedring. Det viser en meta-analyse, som ph.d. studerende og psykolog Jacob Piet og professor Esben Hougaard fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet står bag.
Meta-analysen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift "Clinical Psychology Review". En meta-analyse er en sammenfatning af resultater fra flere uafhængige undersøgelser ved hjælp af statistiske metoder.
Mindre risiko for tilbagefald
Meta-analysen viser, at risikoen for tilbagefald hos patienter med tilbagevendende svær depression, som er i bedring, mindskes med 34 % ved brug af MBKT sammenlignet med den sædvanlige behandling eller placebo.
Hos depressive patienter i bedring, som tidligere har haft tre eller flere depressive episoder, blev risikoen for tilbagefald ifølge analysen mindsket med 43 %.
For en mindre gruppe af patienter med to tidligere depressive perioder viste analysen ikke, at risikoen for tilbagefald blev mindre. Ud fra meta-analysen er det ikke muligt at sige, hvorfor denne patientgruppe skiller sig ud med hensyn til effekten af MBKT.
Mindfulness som del af behandlingsprogrammet
Hos patienter med svær depression, som er i bedring, er der stor sandsynlighed for tilbagefald, og risikoen for tilbagefald stiger for hver ny episode. Ifølge Psykiatrifonden får ca. 30 % tilbagefald allerede inden for det første år, og 70-80 % i løbet af livet. I undersøgelserne, som indgår i meta-analysen, har man netop set på denne type patienter.
Undersøgelserne handler om brugen af det manualiserede behandlingsprogram MBKT (mindfulness-baseret kognitiv terapi), som er særligt udviklet med henblik på at forebygge tilbagefald hos svært deprimerede.
”Mindfulness-baseret kognitiv terapi er et særligt udviklet behandlingsprogram, der integrerer metoder fra kognitiv adfærdsterapi, f.eks. psykoedukation, med systematisk træning i mindfulness meditation”, fortæller Jacob Piet. Det vil sige, at mindfulness øvelserne ikke står alene i behandlingen.
Behandlingsprogrammet som varer otte uger, indebærer blandt andet en times træning med mindfulness øvelser hver dag. "Det kan være hårdt arbejde, hvis man har det dårligt", fortæller Jacob Piet, og understreger, at det ikke er en nem behandling. Derfor er det også en vigtig forudsætning for behandling med MBKT, at patienten er motiveret.
Jacob Piet ser MBKT som en forebyggende behandling, der potentielt i fremtiden kan bruges i stedet for vedligeholdende antidepressiv medicin.
”Der er brug for mere forskning, men i to af studierne i meta-analysen er brugen af MBKT sammenlignet med brug af antidepressiv medicin blevet undersøgt. Og de studier viste, at MBKT virker mindst lige så effektivt som medicin til forebyggelse af tilbagefald”, siger Jacob Piet.
| Fakta om mindfulness baseret kognitiv terapi (MBKT) |
|---|
MBKT er et manualiseret behandlingsprogram, som er udviklet med henblik på at forebygge tilbagefald ved tilbagevendende depression. Programmet kombinerer dele fra kognitiv adfærdsterapi med træning i mindfulness meditation. Sundhedsstyrelsen om mindfulness baseret kognitiv terapi (MBKT)Sundhedsstyrelsen skriver i "Referenceprogram for unipolar depression hos voksne": |
| Fakta om undersøgelsen |
|---|
Kilde: |
| Relateret viden |
|---|
HVAD MENER DU?
Her kan du skrive dine kommentarer og diskutere med andre brugere.
Indlæg med reklameindhold redigeres.


Printvenlig
Sitemap
Alfabetisk indeks
Tilmeld
Om hjemmesiden
Referenceprogram for unipolar depression hos voksne 2007
Mindfulness meditation