Synspunkt: Urteterapeuten om naturmedicin
Ifølge Birgith Broberg kan naturmedicin være til stor gavn, når det gælder sygdomsbehandling.
”Vi mennesker har til alle tider brugt naturen som forrådskammer og apotek. Gennem denne lange sameksistens har vores organisme lært at genkende og udnytte de aktive stoffer i lægeplanter.”
En kost med særlige egenskaber
Årsagen til den gavnlige virkning af naturmedicin finder Birgith Broberg i lægeplanternes kemiske sammensætning.
”De aktive stoffer i lægeplanter er for en stor del de samme som dem, der findes i sunde fødevarer som for eksempel fuldkornsprodukter, frugter og grøntsager. Derfor kan man betragte lægeplanter som en slags kost med særlige medicinske egenskaber.”
Birgith Broberg understreger dog, at naturmedicin kun kan supplere sund kost, men aldrig bør erstatte den.
Ifølge Birgith Broberg virker naturmedicin gennem et biokemisk slægtskab med kroppen.
”Naturmedicin indeholder en lang række stoffer, der blandt andet har den egenskab, at de udviser samme biologiske aktivitet som kroppens egne celler, signalstoffer og hormoner.”
Eksempel: Sølvlys og østrogen
Som eksempel på det biokemiske slægtskab fremhæver Birgith Broberg planten sølvlys, der har de samme egenskaber som kønshormonet østrogen.
”De aktive stoffer i sølvlys har en kemisk struktur, der minder om østrogen. Som følge heraf kan sølvlys afhjælpe og lindre de reaktioner, som kvinder i overgangsalderen oplever i forlængelse af et dalende østrogenniveau.”
Derfor mener Birgith Broberg, at sølvlys er et godt alternativ til kvinder i overgangsalderen frem for behandling med kunstige hormoner, der har en lang række bivirkninger.
Birgith Broberg opfatter ikke naturmedicin og konventionelle lægemidler som konkurrenter, men snarere som samarbejdspartnere.
”De konventionelle lægemidler er uundværlige i forhold til livstruende tilstande og kan ikke erstattes af naturmedicin. Men naturmedicin kan i mange tilfælde understøtte den konventionelle behandling og eventuelt mindske den.”
Især i forhold til kronisk medicinering kan naturmedicin ifølge Birgith Broberg supplere den konventionelle behandling. For eksempel fremhæver hun, at naturmedicin kan afhjælpe bivirkninger af de konventionelle lægemidler.
Forskellen mellem naturmedicin og konventionelle lægemidler
Ifølge Birgith Broberg er den afgørende forskel mellem naturmedicin og konventionelle lægemidler, at naturmedicin har en lang række forskellige indholdsstoffer, mens konventionelle lægemidler har en høj koncentration af ét eller få stoffer.
”Derfor er naturmedicin et langt mere bredspektret behandlingsredskab end konventionelle lægemidler. De forskellige indholdsstoffer i naturmedicin virker forskellige steder i kroppen, mens konventionelle lægemidler typisk er rettet mod ét biokemisk område i kroppen.”
Det typiske problem med naturmedicin er ifølge Birgith Broberg, at alle tørrede lægeplanter stort set ligner hinanden. Derfor er det vigtigt at undersøge, om man faktisk får, hvad man betaler for.
”Det gælder om at sikre sig, at der er høj grad af sporbarhed på produktet. Hvor kommer det fra? Hvem er ansvarlig for produktet?”
Godkendte produkter fra anerkendte producenter
Desværre kender Birgith Broberg eksempler på, at dyrt producerede planter erstattes med lignende planter, som er mindre omkostningsfulde at producere, men hvor virkningen ikke er nær så god.
Derfor opfordrer hun til, at man som forbruger går efter godkendte produkter fra anerkendte producenter frem for at købe urter i løs vægt af den kinesiske købmand henne på hjørnet.
Birgith Broberg mener ikke, at man bør bruge naturmedicin, hvis man er i konventionel medicinsk behandling, uden at man tager sin læge med på råd og eventuelt også søger vejledning hos en urteterapeut.
Heller ikke gravide og ammende bør ifølge Birgith Broberg bruge naturmedicin uden at snakke om det med lægen og eventuelt en urteterapeut.
Det samme gælder patienter med autoimmune sygdomme.
I interviewet udtaler Birgith Broberg sig kun om naturmedicin. Foruden naturmedicin findes der dog også også kosttilskud.
Som forbruger er det vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem naturmedicin og kosttilskud.
Tager du naturmedicin eller kosttilskud? Hvad er dine erfaringer?
På ViFABs debatsider kan du give din mening til kende om brugen af naturmedicin og kosttilskud. Du kan også læse, hvad andre synes.
| Relateret viden: |
|---|


Printvenlig
Sitemap
Alfabetisk indeks
Tilmeld
Om hjemmesiden
Læs mere om naturmedicin og kosttilskud